Nyt fra århus-redactricen

Det går for langsomt herinde. Noget må der da ske derude i verden. Noget må I da have på hjerte.

Her går det godt, og når nu ingen andre vil fortælle noget ("I ringer jo aldrig til jeres gaaaamle, ensomme brtl længere." Jeg bliver sgu en god mor engang), så vil jeg.

Jeg har nemlig fået job - som jeg vist også luftede i mit sidste indlæg. På fine, fine Dato, som gerne skulle have fundet vej til jeres postkasser i dag (igen: ikke din, Hebs, sov bare videre).
Jeg blev ansat fredag eftermiddag, startede lørdag morgen med tømmermænd (noget med noget bastardfest og lille Bertel som ikke kan sige enuff's'nuff i tide).
Mandag sagde jeg så i en bisætning til mine ayatollaher på bladet, at jeg jo sådan set havde en lejlighed i Århus, så hvis nu vi skulle have nogen derover at sidde, så ville det ... blablabla.
Ti minutter senere var jeg århusredaktionen. Det kan man jo presse en satans masse titler ind under, når man skal gøre det hele selv - så det gør jeg. Steen Breiner kaldte mig århusredaktør, så den håber jeg han holder fast i, når han bestiller visitkort.

Nu sidder jeg så her. Mutters alene i fjendeland. Tappert kæmpende mod overmagten fra Island og Ekstra Bladet. Med tårer der sprøjter en halv meter frem foran mig og blødende fingre.

Sådan er det.

Men til de af jer, der har indfundet sig i vor lille by igen: Giv mig et ring, og lad os drikke noget bajs, det er så dejligt med et frikvarter.

OG SKRIV SÅ; FOR HÆWLED!!! NU GIDER JEG SNART IKKE SIGE DET MERE!
I RYGER SGU I SENG UDEN TORSKEROGN!

knuzzzzzzzzzzz(fuck)zzzzzARHG ...
Brtl