Tilsyneladende overlever jeg min tur til det farlige Sverige. Et uskyldigt besøg hos en udvandret dansk kammerat i Stockholm (og hans gravide kæreste) har ellers været ved at udvikle sig til en misére af karat.
Søndag ankom jeg til Stockholm, glad og forventningsfuld og ferietrængende, efter at have holdt fri hele ferien. Det er ikke det samme at holde fri og holde ferie. Når jeg holder fri, så forventer mennesker fra alle verdenshjørner (Aarhus, Odense og København), at jeg er til rådighed for alskens spas, hækklipning, mormorbesøg og lignende. Nu skulle jeg endelig holde ferie, og for ikke at sygne helt hen heroppe i det vilde nord, havde jeg medbragt mine løbesko for at spæne lidt rundt i de nærliggende skove.
Kompissen min, Kristian og hans kæreste Petra - det hedder hun! bor lige ned til Mälaren - stoooor sø og med kæmpe skovområde nærmest i baghaven, så det var perfekt til en løbetur. I mandags begav jeg mig ud på, hvad der på kortet og ifølge Kristian, skulle være en fin lille tur på mellem 7 og 8 kilometer. Men jeg mistede orienteringen og endte med at løbe rundt i skoven i næsten 80 minutter - med en smart gadget som jeg har indkøbt til løbeturene kunne jeg se, at jeg havde tilbagelagt 12,5 km. Lige i overkanten for mine stakkels overbelastede knæ: Jeg kunne jo heller ikke finde på at transportere en fyldt Mærsk-container specielt langt på ladet af en tre-hjulet cykel!
Nå men det gik jo alligevel, så onsdag hoppede jeg i skoene igen og begav mig ud på stierne: "Løb nu lige ud af stien og så vend om efter 20 minutter, så kan du ikke undgå at finde hjem igen", lød det velmente råd, inden mine værter drog på job. Ja-ja tænkte jeg, startede pulsuret og satte i løb. Hu-hej hvor det gik - masser af seje off-road muligheder i sådan en skov, så det gik rask af sted, og snart glemte jeg alt om at orientere mig. "Skidt med det - jeg finder nok tilbage til vejen igen". Og så luntede jeg videre. Anede ikke, hvor jeg var. Spurgte et par mennesker efter den eneste (svenske) vej, jeg kunne huske navnet på - den kendte ingen! Jeg rundede igen en time -det blev faktisk til halvanden, og pludselig stod jeg ved Keld(u-)held, hvor et kort fortalte mig, at jeg var laaaaangt hjemmefra. Faktisk så langt, at "hjemme" ikke figurerede på kortet. En dame fortalte, at jeg bare skulle 5 km gennem skoven af stien, så ville jeg være hjemme igen. Hurtigt kig på uret viste, at så ville jeg runde 20 km (det er et pulsur med indbygget distancemåler!).
Der var ikke andre løsninger - jeg havde hverken penge eller mobil med på turen - så jeg satte i løb gennem skoven. Og løb i en halv time. Der var de 5 km for længst passeret, men skoven fortsatte i det uendelige ... Og jeg havde ingen idé om, hvor jeg var på vej hen. Skoven hørte op, nu løb jeg langs en hovedvej. Fandt ind til en by, hvor folk i bedste fald gloede undrende på mig, da jeg spurgte om vej til "golfbanan i Hesselby? Lövstavägen(ret stor hovedvej)". Endelig pegede en dame mig i retning af byen, mente hun. Og så gik jeg - nu ville fusserne ikke løbe mere. Jeg havde passeret 3 timer og ville bare gerne hjem.
Jeg passerede en polis-station og spekulerede på om jeg, i en alder af mere end 30 år, kunne få polisen til at køre mig hjem, hvis jeg brød ud i gråd. Jeg var så rasende over turens udfald, at jeg var lige ved at tude over, hvor åndssvagt det hele var. Efter 4 timer gik jeg ind på en tankstation og spurgte om vej: "Bare løb i cirkler rundt om tanken. Større og større cirkler. Til sidst finder du hjem" grinede han. Jeg overvejede et enkelt hurtigt lystmord, men skyndte mig blot videre. Og endelig efter 4 timer og 51 minutter dukkede Älvdalsvägen frem. 33,79 km. sagde uret.
Jeg kravlede ind og proppede mig med vand og brød - skrev hjem til kæresten for at få medlidenhed, og hun reagerede med fornuft: Løb er en alt for farlig sportsgren for dig!
Så nu har jeg et par slidte løbesko til salg str 40,5. De er gået til!
