Eksotik version 1.2

Så var den der vist ... er det ikke her, man skriver?
Jeg var jo syg den dag de underviste i at skrive på sjoornalisthøjskolen.
Og halvfuld i min fars cognac, da jeg endelig fandt ud af det ... for et minut siden.

Hvilket bringer mig til det, jeg gerne vil fortælle. Jeg sidder nemlig i min fars hus. Og efter at have knoklet mig igennem flere ugers spændende beretninger fra Abstralien og Afrika og næsten New Zealand og Roskilde Festival og alverdens andre eksotiske steder, som I, kære cybervenner, på disse sider hovent blærer jer med at frekventere, så synes jeg da også, at det er min borgerpligt at begave jer med et uddrag af min egen hårrejsende tilværelse.

Så LÆG JER, alle jer i det store udland med alle jeres etniske bekendskaber, svimlende landskabsmalerier, fascinerende kulturer og tvivlsomme madlavning. Det er intet at måle sig med mig!

Jeg er nemlig i ...


... bummelummelummelummelummelum ...



Frederikshavn!!!



*hosthost*



Så tro ikke et sekund, at der er nogen misundelse at spore i mit sind, når jeg hører alle jeres historier fra de varme lande.
Jeg er nemlig i Frederikshavn, så LÆG JER!
(ikke dig Hebs, du må gerne blive stående).

Heroppe er der både palmestrand (noget med to urtepotter ude ved Rønnerhavnen), Dana Cup under planmæssig afvikling og fire vindmøller ude i vandet.
Og så er der cognac på fatters hylder. Og i forgårs mødte jeg Susanne, som jeg engang var i Calella med. Jæssir, den er god nok. Calella. Med UngRejs og hele moletjavsen. Først huskede jeg forkert, og kom vist nok til at kalde hende Louise. Det tog hun pænt. Men hun er også blevet et eller andet med mad ude i Sæby og har købt et hus på Elmevej. Og således er det jo herligt at opleve, at der faktisk findes folk, der evner at sætte tiden aldeles i stå.
Louise, som i virkeligheden hedder Susanne, er et glimrende eksemplar af de Fræsh'awnere, som jeg er omgivet (omringet) af i disse dage. På overfladen søde og forstående mennesker, men lige under den tynde lak af bare-fordi-du-har-været-uden-for-sognegrænsen-er-du-da-stadig-en-slags-menneske-smil lurer de indfødtes sande dagsorden, klar til at slå ned på enhver form for ambition, livsgnist eller trang til hvad som helst, der er mere end nærmest ingenting, som en udsultet løve. Heroppe skal man KRAFTEDEME ikke tro, man er noget.
Lige meget hvad man er. Det skaber visse problemer under royale besøg, hvilket nok også er årsag til, at der er ret langt imellem disse.

Så det lader jeg også være med.

Og koncentrerer mig i stedet helhjertet om at slå mig på flasken.
En strategi som en del af mine lidelsesfæller med ophav i denne by lader til at have benyttet flittigt i indtil flere menneskealdre. Hvilket spild.

Det virkelig triste ved det hele er, at det næppe bliver til mere "ferie" på denne side af 8. semester. Om føje uger drager jeg mof kongens by til en måneds vikariat på B.T., og så var det jo faktisk den sommer.

Heldigvis er Marike med som evigt loyal støtte i denne hårde tid. Hun hygger sig gevaldigt over at finde krabber og muslingeskaller og andet guf, som ikke naturligt forefindes på Sydsjælland. Angiveligt skal noget af det pryde vores fælles hjem i et vandfad (?!?), når vi engang vender tilbage til civilisationen. Det kan man mene meget om ... så det gør jeg.

Så det kan altså lade sig gøre at opleve spændende og fremmedartede kulturer, uden at rejse om på den anden side af kloden. Og så kan man endda være hjemme i Kbh klokken august.
Og hvis der er andre derude, som også er det ... så giv et ring og lad os ses til et glas cognac og en snak om den lodrette deroute vort land er ude i.
... i hvert fald nordenfjords.
Nummeret er stadig 50 80 60 80

I morgen skriver jeg nok igen for at beklage mine drukfældige udgydelser i dette hellige rum.
Stor ros skal i øvrigt også lyde herfra til initiativtagerne.
Marike hilser,
Brtl